dragsholmgolfclub

Tempo og regler

Tempo og Regler

I denne sæson skal vi blive bedre til :

1. at afvikle runderne i et rimeligt tempo, dvs 41⁄2 time eller hurtigere ( i klubbens ordensregler er det faktisk 4 tim.15 min. for en 4-bold).

2. at følge reglerne.

1. Tempo

Enkelte spillere har været lidt stressede over, at deres medspillere har spillet, hvad de mener er unødigt langsomt. Det har så på den anden side stresset de langsommere spillere, der følger et tempo, som de mener, at de kan klare.

Der er gode (og dårlige) grunde til at der er forskel i tempo.

Nogle af os er oppe i årene og kan fysisk ikke bevæge os så hurtigt. Andre har mentale problemer med at bevæge sig i et tempo, de ikke føler passer til dem.

Men hovedårsagen er naturligvis forskellen i spillestyrke.
Vi får heldigvis jævnligt nye spillere, som lige har kvalificeret sig til 18-huls banen, og de kan helt naturligt ikke komme så hurtigt frem over banen som lavhandicapperne. Det er et af de vilkår, seniorklubbens medlemmer må leve med.

Når det er sagt, er der en hel del, der kan gøres af alle for at gå en hurtigere og stressfri runde.

Vi ved det jo godt, men lad os bare gentage nogle af de gode råd :

– Man kan aftale med de andre spillere i bolden, at den spiller, der er først klar, slår først ud.

– Hjælp hinanden med at se hvor boldene lander og om nødvendigt med at finde dem igen.

– Gå straks hen til din bold, når du kan gøre det uden at være til gene for den spiller, der skal slå, og gør dig klar til at slå bl.a. ved at have valgt jern, inden du når frem.

– Anbring din bag på den side af greenen, hvor du skal gå mod næste teested.

– Efter at sidste spiller har puttet ud forlades greenen straks, og resultater noteres på næste teested. Damerne kan skrive når herrerne slår ud, og herrerne når damerne slår ud.

– Prøv at følge med holdet foran. Vink igennem hvis der opstår et hul til de forangående.

– Spil en provisorisk bold, hvis der er risiko for at den første bold ikke kan findes.

Når vi har banelukning fra 9:00 til 11:40 skal det sidste hold på bag9 være fremme ved hul 1 efter 2 timer og 40 min. Hvis vi bruger længere tid, kan der opstå problemer med ventende greenfeespillere på hul 1, som vi har oplevet det et par gange.

2. Regler

Der har været kommentarer om, at nogle spillere har udvist et for lille kendskab til reglerne, eller måske mener de ikke, at det er så vigtigt med alle reglerne på en hyggerunde.

Vi kan hjælpe hinanden til at blive bedre. Gør medspillerne opmærksom på manglende følgning af regler, det er der jo ingen der bliver fornærmet over (men måske ærgerlig hvis det giver straffeslag, men vi må være konsekvente – og det giver faktisk den bedste indlæring).

Spørg medspillerne hvis I er i tvivl om en regel. Der er ingen, der kan alle regler udenad, men tag evt. spørgsmål med tilbage til klubhuset og slå det op. Det er en udmærket måde at lære reglerne på.

Der har også været kommentarer om, at det kniber for nogle markører at følge deres spilleres score.
Det har måske noget med korttidshukommelsen at gøre, men øvelse gør mester. Erfarne spillere kan ofte rutinemæssigt følge scoren på alle 4 bolde, mens det kan være svært for en begynder blot at huske sin egen, specielt hvis man bliver stresset af at komme lidt i uføre udenfor fairways.

Som øvelse kunne man, straks når en spiller har puttet ud, lade markøren sige hvor mange slag han/hun mener at spilleren har brugt, og derefter kan spilleren samtykke eller det modsatte.

Vi må være opmærksomme på, at vi har en forpligtelse som markør og hele tiden prøve at gøre det bedre.